Nogle af de bedste spisesvampe
Se svampene
Det kan være besværligt at navigere mellem alle svampene i de danske skove. Dette gælder specielt for begyndere, hvor man kan opdage nye grupper af svampe selv efter længere tid som svampesamler. Generelt er der en række typiske forvekslinger, som mange har svært ved. I denne artikel kan du læse mere om nogle af disse forvekslinger og se billederne ved siden af hinanden. Der kommer desuden til at stå lidt mere omkring de kendetegn, som du kan bruge til at skelne svampene fra hinanden.
Der kommer til at være både almindelige forvekslinger samt nogle meget vigtige forvekslingsmuligheder, hvor den ene svamp er giftig. Disse er specielt vigtige at kende, da det kan være rigtig farligt at fejlbestemme svampen. Generelt skal du huske, at du kun må spise svampe, som du med sikkerhed har bestemt.
Dette er en af de mest almindelige forvekslinger, som begyndere laver. Den sker ofte, da nye svampejægere gerne vil finde Almindelig Kantarel, som er en fantastisk spisesvamp.
På grund af farven kommer nye svampejægere dog ofte til at samle Almindelig Orangekantarel, som er uspiselig. Der er flere vigtig forskelle mellem de to svampe. Først og fremmest har Almindelig Kantarel ribber, hvor Almindelig Orangekantarel har lameller. Denne forskel kan du se på billedet. Ribber anses som en del af svampen mens lameller sidder hæftet på undersiden af hatten.
En anden forskel er lugten, hvor Almindelig Kantarel ofte har en mere karakteristisk lugt af abrikos. Denne ses ikke hos Almindelig Orangekantarel.
Til sidst har Almindelig Orangekantarel generelt mere blødt kød og en filtagtig overflade på hatten. Du vil desuden ofte se, at stokken hos Almindelig Orangekantarel er hul. Almindelig Kantarel er mere fast i kødet og har en solid stok.
Husk at Orangekantarel altid skrives i et ord, så der ikke opstås tvivl om hvorvidt der refereres til kantareller.
Dette er en anden af de mest typiske forvekslinger blandt de danske spisesvampe. De to svampe kan ligne hinanden meget, men der er nogle gode kendetegn, som kan skille dem ad. Desuden er denne forveksling ikke farlig, da Galderørhat ikke er giftig, men blot uspiselig.
Smagen er faktisk et af allerbedste kendetegn hos Galderørhat og kan meget let identificere svampen. Du får nemlig hurtig lyst til at spytte det ud igen, da smagen er meget bitter. Denne smag vil kunne ødelægge enhver ret i køkkenet, hvor den indgår.
Udover smagen er er der forskel på nettet på stokken, hvor Karl Johan har et finere og lysere net. Galderørhat har et grovere og meget mørkere net, som det ses på billedet herunder.
En af de andre forskelle er hos rørene, hvor Karl Johan ikke får rødmende rør med alderen, som Galderørhat gør.
På billedet kan du se en ældre Galderørhat, som tydeligt viser det mørke net på stokken samt de svagt rødlige rør.
Alle disse kendetegn er gode måder at skelne Galderørhat fra Karl Johan.
Generelt er Champignonfamilien en svær gruppe svampe at bestemme. Det er derfor bestemt ikke en gruppe for nybegyndere. Mark-Champignon er her nævnt, men det gælder faktisk generelt, at svampe i familien kan forveksles med Karbol-Champignon. Det er derfor vigtigt at lære Karbol-Champignon at kende.
Karlbol-Champignon kendes på sin kraftige lugt og farven ved basis af svampen. Lugten beskrives som en kraftig lugt af karbol. Den er desuden sammenlignet med jod eller blæk.
Den gule farve viser sig ofte ved basis af svampen eller ved beskadigelse. Du kan derfor skrabe i hatten med din negl og herefter burde farven vise sig. Ager-Champignon bliver også gul ved beskadigelse, men har ikke den samme kraftige gule farve. Desuden har Ager-Champignon en lugt af anis, som er svær at tage fejl af.
Du kan læse mere omkring alle de forskellige svampe i Champignonfamilien her. Dette giver dig et bedre overblik over de mange arter.
Rødmende Fluesvamp er en af de spiselige fluesvampe og nogle af de mere garvede svampejægere samler den til spisning. Det anbefales dog ikke til begyndere på grund af forvekslingsmulighederne med de giftige fluesvampe såsom Panter-Fluesvamp.
Rødmende Fluesvamp har et par gode kendetegn. Det vigtigste kendetegn er det rødmende kød, som ses ved gennemskæring eller ved beskadigelse. Det har været med til at navngive svampen. Det kan godt være lidt svært at se nogle enkelte gange. Det rødmende kød findes ikke hos de typiske forvekslinger.
En anden forskel mellem Rødmende Fluesvamp og Panter-Fluesvamp er ringen. Hos Rødmende Fluesvamp beskrives ringen som plisseret, hvilket betyder, at den er stribet/rillet. Du kan disse striber/riller på billedet. Ringen hos Panter-Fluesvamp har en glat overside.
Vær opmærksom på at denne forskel ikke eksisterer mellem Rødmende Fluesvamp og Høj Fluesvamp. Høj Fluesvamp har også en plisseret ring, men er ikke rødmende.
Du kan se alle fluesvampe her og lære mere omkring denne kendte gruppe af svampe.
Generelt er svovlhatte mere hyppige i Danmark og det er oftest dem, som du vil støde på i skovene. De adskiller sig fra Foranderlig Skælhat ved en mere gullig farve og de har ikke skæl på stokken. Svovlhatte bliver også hurtigt mørke af deres sporer.
Du skal dog være mest sikker på forskellen mellem Foranderlig Skælhat og Randbæltet Hjelmhat, som vist på billedet. Det skal man, da Randbæltet Hjelmhat er meget giftig! Desuden kan svampene godt findes mellem hinanden. Man skal derfor være ekstra opmærksom, når man samler Foranderlig Skælhat. Husk at det bestemt ikke er en begyndersvamp.
Forskellene mellem svampene findes både i gromønster og farve. Foranderlig Skælhat vokser i større knipper og har en lysere brun farve. Den er dog hygrofan, hvilket betyder, at den skifter farve alt afhængig af vejret.
Der findes selvfølgelig andre forvekslinger blandt alle de danske svampe. Mange af dem kan være rigtig svære at skelne fra hinanden. Husk derfor altid at gøre dig bekendt med forvekslingsmulighederne for de forskellige svampe. Mange svampe har nogle andre arter, som har lignende kendetegn.
Du kan se en liste over alle begyndersvampe her. Disse svampe er et godt sted at starte, da forvekslingsmulighederne er små og der typisk ikke er giftige svampe, som ligner. Du skal dog stadigvæk huske altid at identificere dine svampe med sikkerhed, hvis du vil spise dem.
Du kan finde al information omkring svampene og få gode guides i svampe app’en Shroomi, som findes i Appstore og på Google Play.
Nogle af de bedste spisesvampe
Se svampeneEn god start for begyndere
Se svampene