Gyromitra gigas
Kategori:
Stenmorkelfamilien
Status:
Giftig
Sted:
Nåleskov
Gode Kendetegn hos Kæmpe-Stenmorkel
Marts-maj – I nåleskov – Hat 10-20 cm
Karakteristisk hjerneagtig hat og vokser i foråret
Kæmpe-Stenmorkel er sjælden i Danmark og den er dødeligt giftig. Du skal ikke indtage denne svamp selv efter kogning eller tørring. Dette er vigtigt at vide, da kilder engang nævnte, at denne svamp var en god spisesvamp efter den rette tilberedning. Man har dog fundet ud af, at giften ikke helt er væk. Du skal derfor ikke bruge svampen i køkkenet!
Lad den istedet stå i skovbunden og betragt den sjove form, som svampen ofte har. Generelt kan det være svært at skelne stenmorkler fra hinanden. De er dog relativt lette at skelne fra de spiselige morkler, hvis man gør sig bekendt med de karakteristiske træk hos svampene.
På engelsk har svampen flere forskellige navne. De mest populære er Snow Morel, Snow False Morel, Calf Brain og Bull Nose. De fleste af disse navne er givet på baggrund af den sjove form eller som reference til at denne svamp ikke er spiselig ligesom den gode spisesvamp Spiselig Morkel.
Frugtlegemet bliver ofte op mod 15-20 cm højt og 10 cm bredt. Hatten er meget karakteristisk og beskrives bedst som hjerneagtig. Farven er brunlig, men kan have små nuancer af grå og gullig. De fleste er dog tydeligt brune/rødbrune.
Svampen har en stok, som dog kan være svær at få øje på, da den hjerneagtige hætte gemmer den. Den er hvid i farven og typisk meget kortere end hatten.
Svampen har ingen nævneværdig lugt eller smag. Du skal dog ikke smage på svampen.
Svampen vokser primært sammen med træer i nåleskov. Dette er typisk gran, nåletræ og ædelgran.
Sæsonen for svampen er ligesom de andre morkler i foråret. Her kan du finde den fra marts til maj. Det afhænger generelt af vejret hvornår de dukker op i skovbunden.
Det er ikke umiddelbart muligt at skelne svampen fra Almindelig Stenmorkel / Ægte Stenmorkel udelukkende ved at undersøge svampens kendetegn i skoven. Her skal man helst have mulighed for at se på sporestørrelsen, som du ikke kan gøre uden et mikroskop.
De spiselige morkler er dog relativt lette at skelne fra de giftige stenmorkler. Dette gøres bedst på formen på frugtlegemet, hvor stenmorkler har en hjerneagtig form og de spiselige morkler har karakteristiske hætter med hættekamre. Du kan læse mere om Spiselig Morkel, Hætte-Morkel og Kegle-Morkel her, som alle er spiselige.
Billeder er frigivet under CC3.0:
Billede 1 – Ron Pastorino (Ronpast)
Billede 2 – Vavrin
Billede 3 – Jerzy Opioła