Boletus luridiformis
Kategori:
Rørhatfamilien
Status:
Spiselig
Sted:
Løvskov
Sted:
Nåleskov
Gode kendetegn hos Punktstokket Indigo-Rørhat
Maj-oktober – Løv- og nåleskov – Hat 8-20 cm
Bliver blå ved snit og har en glat rød stok
Om svampen
Punktstokket Indigo-Rørhat er anset for at være en af de gode spisesvampe. Andre rørhatte kan blive noget smattede ved tilberedning, men Punktstokket Indigo-Rørhat beholder sin faste konsistens.
Svampens struktur
Hatten er først kugleformet, men bliver hvælvet hos voksne eksemplarer. Farven er mørkebrun, men kan have et strøg af rødbrun. Den er oftest lidt tør at føle på medmindre vejret er exceptionelt fugtigt, hvor den er svagt klæbrig.
Rørene har en rød farve med tætte rørmundinger i yngre svampe. Under rørlaget er rørene dog gulgrønne i farven.
Stokken er som hovedregel ret tyk og er oftest 4-15 cm høj. Den er kølleformet hos unge svampe, men bliver mere cylindrisk hos voksne eksemplarer. Den er dækket af fine røde punkter, som næsten skjuler den basis gulbrune farve.
Kødet er fast i unge svampe og bliver blødere hos gamle svampe. Det er citrongult og bliver blåt efter få sekunder ved gennemskæring.
Lugt og smag
Svampen har ingen udpræget lugt eller smag.
Vækst
Punktstokket Indigo-Rørhat vokser hyppigst i hedeagtige bøgeskove. Selvom den kan findes allerede fra maj til oktober er den bedste voksetid fra juli til august, hvor den oftest findes i løvskov. Det ses ofte at den vokser sammen med Karl Johan, men Punktstokket Indigo-Rørhat er langt mere sjælden.
Forvekslinger
Punktstokket Indigo-Rørhat er ikke den eneste rørhat der bliver blå ved snit, men den er mest udbredt i Danmark med disse karakteristika. Man kan samtidig kende den på røde punkter på stokken. Den kan forveksles med Satans Rørhat, som er svagt giftig. Denne forekommer dog meget sjældent i Danmark.
Vi har her medtaget et billede af de to svampe ved siden af hinanden. Du vil hurtigt kunne se, at der er stor forskel på svampene. Til venstre kan du se Punktstokket Indigo-Rørhat med sin flotte røde stok og den brune hatfarve. Satans Rørhat til højre har en meget mere hvidlig hat, som er tydeligt anderledes. Hvis du lærer deres gode kendetegn vil du derfor relativt let kunne skelne mellem de to svampe.