Lactarius trivialis
Kategori:
Skørhatfamilien
Status:
Spiselig
Sted:
Nåleskov
Gode Kendetegn hos Nordisk Mælkehat
August-oktober – Nåleskov – Hat 4-12 cm
Stor grå mælkehat med brændende smag
Nordisk Mælkehat er meget almindelig i Skandinavien, men mindre almindelig i Danmark. Det er en fortræffelig spisesvamp, men skal nedsaltes eller afkoges for at komme af med den brændende smag.
På engelsk kaldes svampen for Fleecy Milk-Cap.
Hatten bliver op til 12 cm bred og starter som hvælvet, men bliver senere affladet med nedtrykt hatmidte. Den starter som mørkegrå, men bliver sidenhen lysere og ender med en mere brunlig farve. Den har ofte mørkere pletter ved hatranden. Stokken bliver op til 10 cm høj og 2,5 cm tyk. Den er lysebrun, glat, hul og tyk. Lamellerne er let nedløbende og cremefarvede.
Nordisk Mælkehat har en brændende smag rå og en god smag efter tilberedning. Den har ingen udpræget lugt.
Svampen vokser under gran og birk og findes ikke så ofte i Danmark. Den vokser gerne fugtige steder og findes hyppigst i september. Den kan en sjælden gang findes i juli.
Den karakteristiske farve og den høje hule stok gør den let at skelne fra de fleste andre svampe. Den kan i sjældne tilfælde forveksles med Violetgrå Mælkehat, men den har en lysere grå farve og dens stok er ikke hul.